Site icon Hyggestedet

Bryllupstalens ABC: ”Det må du – og det må du ikke”

Hvis det er første gang, du skal holde bryllupstale, så er det en rigtig god idé at sætte dig ind i, hvad en bryllupstale skal indeholde, så du ikke kommer galt afsted. 

Vi har derfor interviewet ekspert og taleskriver Trine Bitsch, så du undgår at lave de mest almindelige brølere, når du skal holde din næste – eller første – bryllupstale.

1: Er det en god idé at bruge citater?

”Det korte svar er ja. Du må meget gerne bruge citater i din bryllupstale. Velvalgte citater kan løfte din tale, men du skal huske at moderere mængden. Der må ikke være så mange citater, at de distraherer fra det, du selv prøver at sige. Så få, men velvalgte citater, er en rigtig god idé.”

2: Skal en bryllupstale være sjov?

”En god bryllupstale får typisk folk til at grine ind imellem, men det er ikke et must. Når det er sagt, så er det vigtigt, at en bryllupstale er sjov på den rigtige måde. Hvis hele selskabet sidder og griner på bekostning af brudeparret, er det ikke en passende tale. En bryllupstale må aldrig udstille brudeparret negativt, men gerne drille sødt. Så svaret er, at hyldesten af brudeparret er vigtigere end humoren.”

3: Må jeg gerne skrive en tale helt kronologisk?

”Der er ikke noget rigtigt eller forkert, når det kommer til, hvordan man får en bryllupstale til at hænge godt sammen. Problemet med den kronlogisk opbyggede tale er dog, at den ofte bliver lidt kedelig og langtrukken. Derfor er det en god idé at gribe strukturen lidt anderledes an. Drop gerne kronologien i talen og lad i stedet de gode historier binde din bryllupstale sammen.”

4: Må jeg gerne skrive talen til enten bruden eller gommen?

”Bryllupstaler kan være svære at skrive, fordi man typisk kender den ene part bedre end den anden part. Derfor falder mange i fælden og skriver kun talen til den part, de kender bedst. Men tanken med en bryllupstale er at hylde parret som enhed, så derfor skal man passe på, at talen ikke kommer til at ligne en fødselsdagstale til den ene part.”

5: Hvordan ved jeg, om min tale er god nok?

”Hvis du er nervøs for, om din tale er god nok, så bed en ærlig ven om at give dig feedback på den eller hyr en professionel. Det er svært selv at vurdere, især hvis man aldrig har skrevet taler før.”

6: Er nervøsitet normalt, inden jeg skal holde tale?

”Mange oplever stor nervøsitet. Hvis du oplever sommerfugle i maven, så husk, at det kun er kortvarigt. Du kommer igennem ligesom alle andre situationer, hvor du har været på i dit liv.”

7: Kan jeg bruge en færdig skabelon til min tale?

”Nej. Du bør aldrig bruge en færdig skabelon, når du skal skrive din bryllupstale. Det kommer hurtigt til at virke meget upersonligt. Jeg vil hellere anbefale at skrive en kort og personlig tale, der måske ikke er helt efter bogen, fremfor en skabelon-tale. Husk at din tale skal være et produkt af dine tanker, følelser og oplevelser.”

8: Er det en god eller dårlig idé at dulme nerverne?

”Pas på med at drikke for meget, før du holder din tale – også selvom du er nervøs. Det kan være fristende at dulme nerverne, men det er typisk en rigtig dårlig idé, fordi vi generelt præsenterer dårligere, når vi er beruset.

Hvis du har brug for flere gode råd eller hjælp til at skrive din næste bryllupstale, så er du velkommen til at tage kontakt til Trine Bitsch.

Exit mobile version